#2105

Bodegas Casarena – “505” Esencia

En utrolig spændende vin fra en af Argentinas førende vinproducenter med noter af modne mørke frugter, ristede sødmefulde krydderier, mynte og eukalyptus.

 

#2105

DRUE

50% Malbec
30% Cabernet Sauvignon
20% Merlot

OMRÅDE

Mendoza

LAND

Argentina

ALKOHOL

13,7%

VOLUMEN

750 mL

Vinhuset

Baggrund:

Et brændende ønske om at blive vinbønder fik ægteparret Peter og Karen Dartley til at rejse over 3 kontinenter for at finde det perfekte sted til at producere vin. De kom til Mendoza i Argentina i begyndelsen af 2006 og vidste med det samme, at de ikke behøvede at søge længere; de var kommet til det rette sted.
De fandt et gammelt vinhus fra 1937 i byen Perdriel (kun ca. 20 min. fra Mendoza) som de gennemrenoverede og udstyrede med top moderne vinfremstillingsudstyr. Vinhuset er malet i en smuk gylden sandfarve, deraf navnet CASARENA, der på spansk betyder ”huset af sand”.

Ud over at købe 80 hektar jord beplantet med 80 år gamle vinstokke af Cabernet Sauvignon, anlagde man yderligere 240 hektar vinmarker under skarp overvågning af den verdensberømte vinmager og konsulent, Michel Rolland. Disse nye marker var oprindeligt dækket af sten, så da man påbegyndte arbejdet med at fjerne stenene og gøre klar til beplantning, stoppede flere folk op fra de lokale vinhuse og morede sig bekosteligt over det pukkelarbejde, man havde rodet sig ud i. Men den der ler sidst, ler bedst, og i dag er netop disse producenter ærgerlige over, at de ikke så områdets enorme potentiale før. Alle vil nu gerne opkøbe stykker af landet, da hektarpriserne i netop dette område er steget voldsomt.

Casarenas vinmarker er beliggende i subregionerne Agrelo og Perdriel i det sydlige Mendoza. Netop købet af markerne med Cabernet Sauvignon var et hårdt slag mod berømte Catena Zapata, der i mange år havde fået deres allerbedste Cabernet Sauvignon-druer fra netop disse marker, der altid leverede topkvalitet. Samtidig er det også her, i næsten 1000 meters højde, at Malbec-druen viser sig fra sin allerbedste side. Malbec, som må siges at være Argentinas nationaldrue, finder ganske enkelt ikke bedre klimamæssige forhold end her i Mendoza. De argentinske vinproducenter mestrer druen som ingen anden. Alle marker er dækket af net, der beskytter stok og drue mod de kraftige haglbyger, der kan forekomme 4-6 gange i løbet af året. Kapaciteten er på 650.000 l. i de store, temperaturkontrollerede cementtanke, og derudover ligger 175.000 l. i rustfri ståltanke. Til lagringen er der bygget et temperatur- og fugtkontrolleret rum med 400 egetræsfade.

Hos Casarena er man meget optaget af at finde ind til ”rødderne” af Malbec. Derfor arbejdes der ihærdigt med udvælgelse af stiklinger fra de bedste vinstokke til udplantning og podning (Massal Selection). Denne teknik bruges på alle de forskellige parceller/marker med de ligeså forskellige Malbec-populationer. Den bruges i stedet for kloning, hvor alle stokke ender ud i ens genetisk herkomst.

Ambitionerne er høje, og der bliver arbejdet hårdt i både mark og i vinhus for at opnå de ønskede resultater og kvaliteter. Første årgang var 2009, og her høstede huset allerede flotte anmeldelser. Dertil kommer også den verdenskendte Master of Wine, Tim Atkin’s, anerkendelse af CASARENA da han i sin ”Argentina / Special Report 2014” fremhæver Casarena som et af de tre nye, fremragende vinhuse i Argentina og placerer dem i Top 25 over samtlige producenter i Argentina.

Omkring årtusindeskiftet var Argentina i store økonomiske problemer. I 90erne afsatte vinbønderne primært deres vine i Argentina, men med krisen i slutningen af 90erne måtte de kigge mod eksportmarkederne. En devaluering af deres valuta i 2002 samt store lån fra udlandet bidrog til øget beskæftigelse og bedre konkurrenceevne. Det mærkede også vinproducenterne, der oplevede en opblomstring. De store internationale vinfirmaer lagde massive investeringer i eksisterende og nye vinhuse og sendte deres dygtigste folk. Det har betydet, at Argentina i dag ligger i Top 10 over verdens største vinproducerende lande. Mendoza er stadig landets førende vinregion med næsten 60% af den samlede vinproduktion.

Vinhuset er malet i en smuk gylden sandfarve, deraf navnet CASARENA, der på spanske betyder

”huset af sand”.

Navnet på vinene i denne serie, ”505”, kommer fra adressen på vineriet,
nemlig ”Brandsen Street nr. 505”

Ratings

Vinhuset

Produktion:

Navnet på vinene i denne serie, ”505”, kommer fra adressen på vinhuset, nemlig ”Brandsen Street nr. 505”.

Dette blend, Esencia, er produceret på velkendte Bordeaux-sorter. Druesammensætningen i rødvinen er 50 % Malbec, 30 % Cabernet Sauvignon og 20 % Merlot.
Malbec er Argentinas nationaldrue. Druen giver vine med masser af farve og stor fylde. Druesorten elsker sol, så den kan modnes fuldt ud og dermed vise sit sande potentiale. Dette er der rig mulighed for i Mendoza, som er blevet stedet, hvor verdens bedste Malbec-vine laves. Over halvdelen af verdens Malbec-vine kommer fra Argentina.
Cabernet Sauvignon er verdens mest berømte druesort. Druen er specielt kendt fra Bordeaux i Frankrig, men trives fortrinligt under varmere himmelstrøg i Mendoza, hvor den har optimale betingelser for at modnes. Cabernet Sauvignon-druen er lille og tykskindet. Når den modnes optimalt er det en drue, som giver vine rig på farve, smagsstoffer og fylde med et stort lagringspotentiale. Druen er en naturlig krydsning mellem den blå Cabernet Franc og den grønne Sauvignon Blanc.

Merlot-druen giver vine med markant frugtsødme og fylde, en moderat frugtsyre og en middel tannin. Druen er særligt kendt fra Bordeaux i Frankrig, men dyrkes også i ganske stor udstrækning i USA samt i Nord- og Midtitalien.

Druerne bliver høstet med håndkraft og forsigtigt afstilket. Herefter gennemgår druerne en kold maceration, dvs. udblødning, i 4 dage, hvor der udtrækkes tanniner, farve- og smagsstoffer fra drueskallerne. Efterfølgende finder gæringsprocessen sted, som løber over ca. 11 dage ved lave temperaturer for at sikre en behagelig blød mundfornemmelse, så man undgår de strenge bitre tanniner fra kernerne og skallerne. Vinen fadlagrer 3 måneder i franske egetræsfade inden aftapning på flaske.

Vinen er helt tæt i farven med mørke violette toner. I bouqueten fornemmer man ristede sødmefulde krydderier, moden mørk frugt samt lidt mynte og eukalyptus.

Den fede sødmefulde frugt fra Malbec, kanten og biddet fra Cabernet Sauvignon og krydderiet samt den mørke frugt fra Merlot skaber en uovertruffen kombination. En rund, blød og lang eftersmag efterlader indtrykket af en utrolig spændende vin, hvor de tre druesorter går fantastisk i spænd. Man smager tydeligt, at vinen er lavet af dygtige vinfolk, der kan deres kram.

Velegnet til retter med lam, okse & vildt. Endvidere er det også et godt match til kraftigere oste.

Servér den ved 16-18 °C.

#2105