#2116

Bodegas Casarena – Cabernet Sauvignon Reserva

Den imponerer med sin fine balance mellem urterne, det kraftige, tunge og det lakridsede, samtidig med at den lange fadlagring har afrundet vinen og gjort den medgørlig, harmonisk og blød. Perfekt afstemt!

#2116

DRUE

Cabernet Sauvignon

OMRÅDE

Mendoza

LAND

Argentina

ALKOHOL

14%

VOLUMEN

750 mL

Vinhuset

Baggrund:

Et brændende ønske om at blive vinbønder fik ægteparret Peter og Karen Dartley til at rejse over 3 kontinenter for at finde det perfekte sted til at producere vin. De kom til Mendoza i Argentina i begyndelsen af 2006 og vidste med det samme, at de ikke behøvede at søge længere; de var kommet til det rette sted.
De fandt et gammelt vinhus fra 1937 i byen Perdriel (kun ca. 20 min. fra Mendoza) som de gennemrenoverede og udstyrede med top moderne vinfremstillingsudstyr. Vinhuset er malet i en smuk gylden sandfarve, deraf navnet CASARENA, der på spansk betyder ”huset af sand”.

Ud over at købe 80 hektar jord beplantet med 80 år gamle vinstokke af Cabernet Sauvignon, anlagde man yderligere 240 hektar vinmarker under skarp overvågning af den verdensberømte vinmager og konsulent, Michel Rolland. Disse nye marker var oprindeligt dækket af sten, så da man påbegyndte arbejdet med at fjerne stenene og gøre klar til beplantning, stoppede flere folk op fra de lokale vinhuse og morede sig bekosteligt over det pukkelarbejde, man havde rodet sig ud i. Men den der ler sidst, ler bedst, og i dag er netop disse producenter ærgerlige over, at de ikke så områdets enorme potentiale før. Alle vil nu gerne opkøbe stykker af landet, da hektarpriserne i netop dette område er steget voldsomt.

Casarenas vinmarker er beliggende i subregionerne Agrelo og Perdriel i det sydlige Mendoza. Netop købet af markerne med Cabernet Sauvignon var et hårdt slag mod berømte Catena Zapata, der i mange år havde fået deres allerbedste Cabernet Sauvignon-druer fra netop disse marker, der altid leverede topkvalitet. Samtidig er det også her, i næsten 1000 meters højde, at Malbec-druen viser sig fra sin allerbedste side. Malbec, som må siges at være Argentinas nationaldrue, finder ganske enkelt ikke bedre klimamæssige forhold end her i Mendoza. De argentinske vinproducenter mestrer druen som ingen anden. Alle marker er dækket af net, der beskytter stok og drue mod de kraftige haglbyger, der kan forekomme 4-6 gange i løbet af året. Kapaciteten er på 650.000 l. i de store, temperaturkontrollerede cementtanke, og derudover ligger 175.000 l. i rustfri ståltanke. Til lagringen er der bygget et temperatur- og fugtkontrolleret rum med 400 egetræsfade.

Hos Casarena er man meget optaget af at finde ind til ”rødderne” af Malbec. Derfor arbejdes der ihærdigt med udvælgelse af stiklinger fra de bedste vinstokke til udplantning og podning (Massal Selection). Denne teknik bruges på alle de forskellige parceller/marker med de ligeså forskellige Malbec-populationer. Den bruges i stedet for kloning, hvor alle stokke ender ud i ens genetisk herkomst.

Ambitionerne er høje, og der bliver arbejdet hårdt i både mark og i vinhus for at opnå de ønskede resultater og kvaliteter. Første årgang var 2009, og her høstede huset allerede flotte anmeldelser. Dertil kommer også den verdenskendte Master of Wine, Tim Atkin’s, anerkendelse af CASARENA da han i sin ”Argentina / Special Report 2014” fremhæver Casarena som et af de tre nye, fremragende vinhuse i Argentina og placerer dem i Top 25 over samtlige producenter i Argentina.

Omkring årtusindeskiftet var Argentina i store økonomiske problemer. I 90erne afsatte vinbønderne primært deres vine i Argentina, men med krisen i slutningen af 90erne måtte de kigge mod eksportmarkederne. En devaluering af deres valuta i 2002 samt store lån fra udlandet bidrog til øget beskæftigelse og bedre konkurrenceevne. Det mærkede også vinproducenterne, der oplevede en opblomstring. De store internationale vinfirmaer lagde massive investeringer i eksisterende og nye vinhuse og sendte deres dygtigste folk. Det har betydet, at Argentina i dag ligger i Top 10 over verdens største vinproducerende lande. Mendoza er stadig landets førende vinregion med næsten 60% af den samlede vinproduktion.

Vinhuset er malet i en smuk gylden sandfarve, deraf navnet CASARENA, der på spanske betyder

”huset af sand”.

Casarenas vinmarker er beliggende i subregionerne Agrelo og Perdriel i det sydlige Mendoza.

Ratings

Vinhuset

Produktion:

Rødvinen er fremstillet på 100 % Cabernet Sauvignon, som er verdens mest berømte druesort. Druen er særlig kendt fra Bordeaux, men dyrkes efterhånden i de fleste vinlande. Cabernet Sauvignon-druen er lille og tykskindet, og den giver lagringsdygtige vine med meget tannin og farve. Druen er en naturlig krydsning mellem den blå Cabernet Franc og den grønne Sauvignon Blanc.

Cabernet Sauvignon-druerne til denne Reserva bliver dyrket i næsten 1000 m. højde i under-distrikterne; Agrelo og Perdriel i Mendoza. Her i højderne er druerne velsignet med masser af sol i løbet af dagen og omvendt mere kølige bjergnætter. Dette bevirker, at druerne får en længere vækstsæson, som i sidste ende er med til at skabe mere komplekse og flot strukturerede vine.

Druerne udspringer fra mere end 50 år gamle vinstokke. Dette bevirker, at høstudbyttet ikke er så stort, men omvendt er kvaliteten af de tilstedeværende druer stor. Der bliver kælet for detaljerne i denne vin. Både klaser og dernæst druer sorteres i hånden, som kommes nænsomt i 18 kilos plastikkasser. I vingården bliver druerne blidt afstilket, hvorefter de hele druer gennemgår en kold maceration, dvs. udblødning, i 6-8 dage ved 8 ºC. Her udtrækkes tanniner, farve- og smagsstoffer fra drueskindene. Efterfølgende finder gæringsprocessen sted, som forløber udelukkende med den naturlige gær, som sidder uden på druernes skal. Gæringen foregår ved lav temperatur for at få en blid smagsudtrækning samt bevare mest mulig aroma i vinen. Den malolaktiske gæring, hvor den skarpe æblesyre omdannes til den mere blide mælkesyre, foregår spontant i fadene. Til sidst lagres vinen i 12 mdr. på nye franske egetræsfade inden aftapning på flaske.

Vinen har både farve og duft af klassisk Cabernet Sauvignon. I glasset fremstår vinen med en flot dyb, rubinrød farve. Duften er tætpakket af modne solbær, brombær, mørk chokolade, appelsinskal og kaffe. Også i smagen er der ingen tvivl. Elegant, kompleks og fyldig vin med noter af søde krydderier og vanilje fra fadlagringen. Den imponerer med sin fine balance mellem urterne, det kraftige, tunge og det lakridsede, samtidig med at den lange fadlagring har afrundet vinen og gjort den medgørlig, harmonisk og blød. Perfekt afstemt! Eftersmagen bliver bare ved og ved.

Velegnet til retter med vildt-, okse- og lammekød. Desuden matcher den også fortrinligt med lidt kraftigere ostetyper.

Servér vinen ved 16-18 °C.

#2116