#2268

Adriano Marco e Vittorio – Dolcetto d’Alba

Herlig klassisk tør Dolcetto d´Alba rødvin fra Piemonte med noter af ribs, kirsebær, blommer, blomster og mineraler, som munder ud i en let lakridset eftersmag. Fremragende madvin.

#2268

OMRÅDE

Piemonte

LAND

Italien

ALKOHOL

13%

VOLUMEN

750 mL

Vinhuset

Baggrund:

Midt i hjertet af Langhe i det underskønne Alba ligger dette familiefirma, der i generationer har dyrket vin fra egne marker.

I starten af 1900-tallet begyndte ”Bedstefar Giuseppe” at plante vinstokke på sine egne marker. Senere købte han sammen med sønnen, Aldo, en lille vingård, hvor de også kunne ny plante vinstokke. Endnu et skridt fremad skete, da børnebørnene Marco og Vittorio kom til. De besluttede selv at tappe og sælge vinene som egne gårdvine. I dag råder Adriano-familien over 22 hektar beplantet primært med Nebbiolo, kongedruen i Piemonte. Stort set alle familiemedlemmer deltager i arbejdet på vingården på et eller andet tidspunkt af året.

Produktionen strækker sig over Barbaresco, Barbera, Dolcetto, Freisa, Sauvignon og Moscato. Yderligere 8 hektar er udlagt til dyrkning af hasselnødder og 10 hektar til enge, landbrug og skov. Og det er lige her i skovene omkring Alba, at den man finder den berømte hvide trøffel. En delikatesse af en anden verden og til en pris af kr. 20.000 – 30.000 pr. kilo! Sæsonen løber over okt./nov./dec., hvor specialopdrættede hunde snuser sig frem til det hvide guld.

Det ligger familien Adriano meget på sinde, at den fantastiske natur i regionen også i fremtiden vil være lige så smuk og bjergtagende. Med stor fokus på bæredygtighed bruger de kun et minimum af bekæmpelsesmidler i marken. Det betyder blot endnu flere timer i marken, men det er på den lange bane det ekstra arbejde værd. Al elektricitet der bruges på vingården kommer udelukkende fra solceller.

I dag råder Adriano-familien over 22 hektarer beplantet primært med Nebbiolo,

kongedruen i Piemonte

Vin

Produktion:

Denne vin er produceret udelukkende på Dolcetto-druen. Frit oversat betyder navnet; lille søde. Men faktisk giver druen næsten altid helt tørre vine, der har den der særligt Piemontiske duft af bitre kirsebær og med god syre og bid.

Vinen trives bedst i de lidt kølige områder af Piemonte, som ofte er steder hvor andre sorter ikke kan modne lige så hurtigt. De bedste Dolcetto’er kommer især fra området omkring Alba. Druen høstes ofte tidligt, hos Adriano ofte allerede i de første uger af september.

Egentlig er druen let at dyrke, og det eneste, der skal tages forbehold for er druens tendens til reduktion i selve vinifikationen. Derfor bruger flere producenter mikroiltning for at vinen ikke bliver ødelagt.

Dolcetto-vinene skal helst drikkes unge mens den overdådige frugt stadig er intakt i vinen.

Hos Adriano bliver druerne sorteret flere gange inden de hældes på store rustfrie ståltanke. Her gærer vinen på bærmen i ca. 8 dage ved 25°C. Herefter omstikkes flere gange i løbet af de næste måneder for at få en ren og klar vin.

Lagringen foregår i 6 mdr. på rustfrie ståltanke inden aftapningen.

Flotte violette nuancer i farven. Der er både lidt ribs, kirsebær og blomme samt blomsternoter i duften. Herlig klassisk Dolcetto-stil i smagen, hvor det tørre og mineralske præg giver vinen et fint bid som slutter af med en lidt lakridset eftersmag. Herlig madvin!

Vinen går egentlig rigtigt fint til de fleste retter, men prøv den især af til lyst kød, kraftige fiskesupper og oste. Server gerne vinen ved 16-18°C.