Marcello

Ariola Vigne e Vini

Vi har ledt længe efter den helt rigtige leverandør af Lambrusco til vores sortiment. Utallige prøver er nedsvælget, dog uden at få den ”wow-faktor”, der skal til, for at vi vil tage en ny serie ind i sortimentet. Vi besluttede at rejse til Emilia Romagna og først da vi kom til Parma og blev introduceret for Ariolas vine, var vi ikke i tvivl. Her var en producent, der kunne producere de intense og saftige Lambrusco’er, som man kun kan falde pladask for.

”Vini Ariola” er den førende producent i Parma-regionen og har siden 1956 lavet mousserende vine. Fra at være en lille kælder har firmaet, primært ved salg i Italien nået op på en årlig produktion af 1 million flasker.

Ariola nævner selv tre faktorer som værende de vigtigste garanter for kvaliteten:
1.    Markernes generøsitet og frugtbarhed (respekten for terroir)
2.    Moderne produktion. (bringer det bedste frem fra hver enkelt drue og årgang)
3.    Respekten for lokale druesorter

Ariolas marker ligger i 200 – 300 meters højde med udsigt over den frodige Po-dal og flod.
Det er netop denne norditalienske region, med de bløde bakker og den frugtbare jord, som er hjemsted for god mad og store motorer! Regionen er italiens rigeste område og ”ansvarlig” for det ypperste af italienske produkter som; Parmesan-osten, Parma-skinkerne, Mortadella-pølser, bilerne (Ferrari, Lamborghini, Maserati), keramik, vin osv. osv.

Vinen bliver produceret på Charmat-metoden, hvor andengæringen foregår i lukkede rustfrie ståltanke og kulsyren i vinen dermed bevares. Kun ganske få Lambrusco’er bliver stadig vinificeret på den traditionelle metode, ”Champagne-metoden”, hvor vinen aftappes med gær og sukker for at eftergære på flasken. Charmat-metoden passer nu bedre til Lambrusco (og Prosecco for den sags skyld) hvor friskheden i vinen er altafgørende.  Hvor man med Champagne skal åbne hver enkelt flaske for at fjerne bundfaldet, så er Charmat-metoden noget mere ”handy”. Under tryk pumpes vinen over i en anden tank og efterlader bundfaldet i den gamle. Undervejs passerer vinen ofte et filter. Aftapning til flasker foregår ligeledes i et lukket system og under tryk.

Køb vinene her